Kan man tage en baby eller et spædbarn med på krydstogt?
– Man tager da ikke en baby med på krydstogt!?!
Øh jo, det gør man rent faktisk.
Eller rettere, det har vi gjort. To gange endda.
Og vi har haft nogle fantastiske ferier, men hånden på hjertet: Der er virkelig også mange ting vi ville gøre anderledes, hvis vi skulle på krydstogt med et spædbarn igen.
Det kommer vi ind på længere nede i artiklen, hvor du også kan læse, at vi en uge før et af vores krydstogter, var tæt på at måtte aflyse hele turen.
Vi giver dig også vores TOP 10, som i mellemtiden er blevet til en TOP 13, over vores bedste råd til dig, der vil have et spædbarn med på krydstogt.
Men først lad os kigge lidt på reglerne for at tage en baby eller et spædbarn med på krydstogt.
Er dit barn gammel nok til at komme på cruise?
Hos MSC Cruises er der ingen minimumsalder og de er, så vidt vi er orienteret, det eneste krydstogtselskab, hvor alle babyer kan komme med på et krydstogt uanset alder.
Hos Disney Cruise Line er minimumsalderen 12 uger, men hos langt de fleste krydstogtselskaber skal barnet være mindst 6 måneder gammel på krydstogtets første dag, men det afhænger af selve krydstogtet og hvilken destination I skal til.
Royal Caribbean har f.eks. en aldersgrænse på 6 måneder, men på transatlantiske krydstogter og krydstogter til Hawaii og Sydamerika er minimumsalderen 12 måneder på krydstogtets første dag.
Nogle rederier har en regel om, at hvis der er tre sammenhængende dage på vandet (hvor I ikke kan komme i land), skal barnet være mindst 12 måneder gammel.
Det er derfor vigtigt at undersøge dette, inden I booker et krydstogt med et spædbarn. Hvis I ikke opfylder betingelserne, får I ikke lov til at komme ombord på skibet. Så enkelt er det.
Bør I tage på krydstogt med en baby?
Selv om rederiet sige OK til at I kan tage jeres spædbarn med på krydstogt, så er det kun jer som forældre, der kan vurdere, om det også er en god idé.
Der er så stor forskel på børn, at det er umuligt at komme med et endegyldigt ja eller nej til, om I bør tage på krydstogt med et spædbarn. I bør nøje overveje, om det vil blive en dejlig ferie for jer alle (også barnet) eller om det vil være bedre at vente til jeres baby er lidt ældre.
Der er ikke meget ved at tilbringe 7 dage ombord på et luksus skib med et spædbarn, som slet ikke hænger sammen og græder uafbrudt. Det har hverken barnet, I som forældre eller de øvrige gæster noget ud af.
Men hvis jeres barn har et roligt sind og ikke har det dårligt med forandringer, så kan i med lidt planlægning hjemmefra og den rette indstilling, få et helt fantastisk krydstogt med jeres baby.
Vores erfaringer med spædbørn på krydstogt
Vi har selv haft vores børn med på krydstogt fra de var spæd og vi har haft de mest fantastiske ferier.
Indrømmet, det kan da være bøvlet at skulle skifte ble i en lille kahyt, og ja, vi skulle bære den lille rundt på skibet, men det var vel ikke værre, end hvis vi var taget på en hvilken som helst anden ferie.
Vi har bestemt også brugt mere tid i kahytten end normalt, fordi vi havde et spædbarn med og dermed også måtte fravælge showet i teateret eller en tur i baren om aftenen.
Men sådan må det nu engang være, når man vælger at tage en baby med på krydstogt.
Vi har haft nogle af de bedste krydstogter med spædbørn og hvis jeres barn har alderen – og I selv mener, at barnet kan klare sejlturen og en evt. flyvetur – så er det da bare om at komme afsted.
Set i bakspejlet må vi dog også erkende, at der er en del ting vi ville gøre anderledes, hvis vi skulle afsted med et spædbarn igen.
Nej, barnevognen skal ikke med på krydstogt!
Kig godt på overskriften – og læs den en gang til. Denne gang indsætter du ‘klapvognen’ i stedet for ‘barnevognen’.
Barnevogn / klapvogn og krydstogt to ting, der ikke fungerer super godt sammen.
Det opdagede vi i 2009, da vi var på krydstogt i det østlige Middelhav med vores ældste søn, Oscar, der dengang var 22 måneder. Et fantastisk cruise med Costa Serena, hvor vi som førstegangsforældre havde slæbt en stor klapvogn med ombord på skibet.
Den store BRIO klapvogn, der er halv barnevogn, halv klapvogn.
Det kan IKKE anbefales.
En ting er, at store barnevogne/klapvogne ikke er specielt nemme at manøvrere rundt med på et krydstogtskib, en anden ting er, at de fylder alt for meget i kahytten. Heldigvis fik vi en balkonkahyt agter på Costa Serena, hvilket er der hvor de store balkoner er. Som i rigtig store balkoner og der kunne klapvognen nemt parkeres. Men det var bare bøvlet og vi ville aldrig gøre det igen.
Med til historien hører også, at vi have to overnatninger i Venedig inden vi skulle på krydstogt – og her er en klapvogn om muligt, endnu sværere at manøvrere rundt med.
Hvor fristende det end er, når man har et spædbarn med på krydstogt, så lad barnevogne og store klapvogne blive hjemme. Brug i stedet en bæresele, slynge eller en paraplyklapvogn. Længere er den ikke.
Tro mig, du vil takke os for dette råd!
Vi havde lært lektion halvandet år senere, da vi i foråret 2011 tog på et 12 dage langt krydstogt i Middelhavet med MSC Fantasia.
Vores to drenge, der var henholdsvis 10 måneder (Jacob) og godt 3 år (Oscar), blev transporteret rundt i en bæresele og sammenklappelig paraply-klapvogn. Det var en verden til forskel.
Få jeres eget bord i hovedrestauranten
En anden ting vi formentlig vil lave om på, hvis vi skulle på krydstogt med en baby igen er, at vi ville få vores eget bord under aftensmaden.
På krydstogtet med MSC Fantasia kom vi den første dag lidt sent ned i restauranten, hvor tjeneren viste os hen til vores pladser. På lang afstand kunne jeg godt se et stort 9 mandsbord, hvor der sad en kvinde i 90’erne, et par i 60’erne og et par i 50’erne – og så var der fire tomme stole. Og ja, det var det bord vi skulle sidde ved i 12 dage under aftensmaden.
Vi kiggede på hinanden og spurgte straks tjeneren, om ikke vi kunne få et andet bord, da vi frygtede, at vi ville ødelægge deres ferie med vores to små krudtugler. Han kunne ikke gøre noget den første aften, men vi kunne tage fat i ham dagen efter, så ville han se hvad han kunne gøre.
Lidt modstræbende og undskyldende fik vi os installeret med barnestol omkring bordet og hilste på dem, der allerede sad der.
Vi var formentlig det bord på hele skibet med det største alderspæn: Den yngste var 10 måneder og den ældste 90 år. Men inden vi nåede til hovedretten havde vi fået nye reserve-bedsteforældre og en reserve-oldemor på turen. Alle vores bekymringer blev gjort til skamme. Vores bord-naboer elskede, at der kom lidt liv til bordet og det var med tåre i øjnene, at vi tog afsked med dem alle efter 12 dage.
Trods denne gode oplevelse, så tror vi dog, at vi ville vælge at få vores eget bord hvis vi skulle på krydstogt med et spædbarn igen. Alene fordi du ikke selv kan vælge hvem du kommer til at sidde sammen med – og det kan være svært, at flytte bord når krydstogtet er i gang.
Vores krydstogt var tæt på aflysning!
Faktisk var krydstogtet MSC Fantasia tæt på at blive aflyst, fordi børnene blev ramt af skoldkopper 14 dage, før vi skulle afsted. Vi var ganske udmærket klar over, at børn med skoldkopper ikke kommer ombord på et fly og at vi formentlig også ville blive afvist ved krydstogtskibet – eller i bedste fald blive sat i karantæne indtil skoldkopperne var helt væk.
De sidste kopper tørrede dog ind et par dage før vi skulle afsted. Vi valgte alligevel at få en seddel med fra vores egen læge på, at børnene ikke længere udgjorde smittefare.
Bare for en sikkerheds skyld.
Der var dog heldigvis ingen problemer ved hverken fly eller skib, men set i bakspejlet bør man nok være opmærksom på, at dette kan blive et problem, hvis dit barn ikke har haft skoldkopper endnu. De har det jo med at komme på de mest ubelejlige tidspunkter.
14 gode råd når I skal have en baby med på krydstogt
Men hvis I beslutter jer for at tage jeres spædbarn med på krydstogt, så kommer her vores TOP 10….øh, det er faktisk en TOP 13 over ting I skal være opmærksom på.
Nogle af tingene på listen bør I overveje INDEN billetterne bestilles, andre når I skal pakke til jeres krydstogt og den sidste del er når I endelig er på jeres krydstogt.
1. Vælg ruter med børnevenlige destinationer
Der er forskel på destinationer. Nogle er bare mere børnvenlige end andre – og når I nu rejser med et spædbarn, bør I lave lidt research inden krydstogtet bestilles. Find 3-4 forskellige ruter som har jeres interesse – og lav lidt research. Find ud af hvor der er legepladser, strande, parker og seværdigheder for børnefamilier. Vælg også ruter, hvor attraktionerne ligger tæt på krydstogthavnen.
2. Bestil en babyseng hjemmefra
Langt de fleste krydstogtrederier tilbyder jer, at sætte en babyseng op i kahytten uden beregning. Man kan synes at det giver sig selv, at I skal bruge en babyseng, eftersom I rejser med et spædbarn, men husk alligevel at bestille en babyseng når I booker billetterne. Så står den og venter på jer, når I ankommer til kahytten.
Da en babyseng fylder godt i kahytten, kan det ske, at jeres steward vil fjerne babysengen i dagtimerne, så I har mere plads at bevæge jer rundt på. Hvis I gerne vil beholde babysengen hele dagen, siger I det blot til stewarden.
Vi har dog aldrig selv brugt babysengene, men sendt dem retur og i stedet fået et par ekstra puder så vi kunne bygge vores egen babyseng mellem mor og far.
3. Vælg balkonkahyt
Når I tager på krydstogt med et spædbarn, kommer I til at tilbringe meget tid i kahytten – i hvert fald mere tid end når I rejser alene eller med større børn. Barnet har jo stadig brug for masser af søvn, selv om I er på ferie.
Brug derfor lidt ekstra på krydstogtet og vælg kahyt med balkon. Det giver mulighed for at den af jer, der har ’vagten’ i kahytten, kan få lidt luft og måske også læse en bog i solen i stedet for at føle sig spærret inde i kahytten.
4. Sidde sammen med andre til aftensmaden?
Gør op med jer selv – inden I booker – om I ønsker at sidde sammen med andre i restauranten til aftensmaden eller om I hellere vil have jeres eget bord, hvor der ikke sidder andre.
Jeres pladser i hovedrestaranten bliver typisk tildelt længe inden I stiger ombord på skibet og det letteste for alle er derfor, at I får jeres ønsker, med når I booker billetterne. Det kan være meget svært, at få et andet bord når først krydstogtet er i gang.
5. Undersøg om der er buffetrestaurant
Du skal bestemt ikke forvente, at dit barn spiser og sover på de samme tidspunkter som derhjemme. Dels kan der være en tidsforskel, dels er alt nyt, hvilket forstyrrer barnets døgnrytme.
I vil derfor være rigtig godt hjulpet ved at vælge et krydstogt med buffetrestaurant, som et alternativ til hovedrestauranten. Her vil I typisk kunne få mad lige præcis på det tidspunkt I vil spise indtil kl. 22-23. Alternativt vælg NCL eller AIDA, der har indført ‘cruise as you like’ uden faste spisetider, hvilket er noget mere småbørnsfamilie-venligt.
6. Mad til babyer på et krydstogt
På krydstogt med AIDA er der babymad ombord, men det hører til sjældenhederne. Hos langt de fleste krydstogtselskaber er det i orden, at tage færdigkøbt babymad eller mos i glas med hjemmefra, men spørg hellere så I er helt sikre på, at den lille kan få sin mad med ombord.
Når det er sagt, så nyder man visse fordele når man rejser med et spædbarn på et krydstogtskib, som andre krydstogtgæster ikke har. Normalt kan man kun vælge mellem de retter, der er i menukortet og/eller på buffetten, men på mange krydstogtskibe går tjenerne langt for at tilfredsstille de yngste gæster. Så hvis favoritmenuen er kartoffelmos, grøntsagsmos, hårdkogte æg eller fiskepinde, så sig til det tjeneren. Han vil med garanti gøre hvad han kan for at overtale køkkenet til at lavet det.
7. Tag et oppusteligt badekar med
Der er ikke mange af krydstogtskibene, der har badekar i kahytterne. Undtagelsen er hvis I vælger en af de dyre suiter eller sejler med Disney Cruises. Men taler vi de kahytter, som 98% af os ’almindelige’ krydstogtgæster booker, er der kun en brusekabine.
Nogle få selskaber tilbyde at I kan låne et baby-badekar, men vil I undgå, at hele badeværelset sejler i vand, når junior skal i bad, så tag et oppustelig badekar med hjemmefra.
Hos Pixizoo kan du få et billigt oppusteligt badekar med en smart oppustelig pusleplads, som er nem at have med, når uheldet er ude. Til www.pixizoo.dk
8. Tag et minivaskeri med hjemmefra
Spørgsmålet er ikke om babytøjet bliver beskidt, men mere om, hvor meget der bliver beskidt og om du løber tør for rent tøj.
Det er muligt at få vasket tøj på de fleste krydstogtskibe, men det er temmelig dyrt, da der ofte betales for en hel pose. Det handler derfor om at stoppe så meget som muligt ned i posen og her batter babytøj ikke meget.
MSC Cruises har dog lanceret en særlig vaskeservice til familier med små børn (0-6 år). Her vaskes tøjet separat på et særligt vaskeprogram med mildt vaskemiddel, der er skånsomt mod huden.
Det kan dog være en god idé at tage lidt vaskepulver med hjemmefra, sammen med en skuresvamp og lidt opvaskemiddel. Så kan du klare de mest basale rengøringsopgaver hjemme i kahytten.
Sutteflasker, krus, babybestik og lign. kan sagtens vaskes op i vasken på badeværelset, ligesom vasken kan bruges til nødtørftig tøjvask. Der er gerne en tørresnor inde på kahyttens badeværelse.
9. Husk bleer og svømmebleer
Kan man have for mange bleer med? Hvis du har prøvet at løbe tør for bleer på et krydstogtskib vil du sikkert sige nej. I ugerne op til krydstogtet kan det være en god idé, at danne sig et billede af, hvor mange bleer I bruger – og læg så 15-20% oveni. For en sikkerheds skyld.
Et lille pakketip: Bleerne er i øvrigt rigtig gode som fyld i kufferterne og de kan næsten klemmes ind overalt.
Nogle krydstogtselskaber f.eks. Royal Caribbean tilbyder en særlig “Babies 2 Go!”-pakke, der indeholder bleer, engangsservietter, cremer mv. Det skal bestilles hjemmefra, men vær opmærksom på, at det er ikke priser som hjemme i Netto eller Fakta.
Husk endelig også badebleer / svømmebleer – og nej, forvent ikke at jeres baby må bruge poolen. De skal være toilettrænet, men på mange krydstogtskibe findes der særlige baby-pools og soppebassin, som blebørn må bade i, hvis de har en svømmeble på.
På Babytorvet har de et stort udvalg af svømmebleer.
10. Glem nu ikke autostolen!
Der er desværre en del, der glemmer at tage autostolen med, når de parkere bilen i lufthavnen. Hvis I vil tage på ture på egen hånd skal I formentlig i en taxi og det er hverken sikkert eller lovligt uden en autostol/babylift til den lille.
Mange steder – f.eks. Spanien og Frankrig er det muligt at bestille en taxi med autostol, men hvis ikke I vil bruge hele opholdet på at vente på, at lige præcis den ene taxi, der kører rundt med autostol i bagagerummet komme hen til jer, så tag en autostol eller selepude med hjemmefra.
Hvis I ikke har en autostol/lift med hjemmefra, kan I blive nødt til at tage med på de organiserede busture, som krydstogtrederiet arrangerer. Det kan hurtigt vise sig, at det er både billigere og lettere for jer, at købe en autostol hjemmefra. Vi har fundet et stort udvalg af autostole/lifte til babyer hos Pixizoo, der sender fragtfrit. Til www.pixizoo.dk
11. Lad barenvognen blive hjemme
Hvor fristende det end er, når man har et spædbarn med på krydstogt så lad barnevogne og store klapvogne blive hjemme. Dels er det svært at komme rundt på selve krydstogtskibet med en klapvogn, dels er kahytterne ikke specielt store og det kan hurtigt blive en lange uge, hvis I skal kravle over en stor klapvogn for at komme ud på toilettet eller balkonen.
Brug i stedet en rygbæresele, hvor den lille kan sidde når I er på sightseeing. Vi har selv brugt en slynge, som er super nemt at pakke ned i kufferten og have med overalt, ligesom vi har haft en paraply-klapvogn med. Og vælg gerne en paraply-klapvogn, hvor ryggen kan lægges ned, så jeres barn kan få sig en velfortjent lur, mens I nyder en af destinationerne.
12. Husk beskyttelse mod solen
Mange af os tager på krydstogt til varmere himmelstrøg, hvor solen er stærkere, end hvad vi er vant til hjemme. Når du samtidig er på skibet kan det dog godt snyde, da der ofte er en kølig brise på dækket, når skibet sejler. Men selv om det måske ikke føles så varmt, så er solens ståler særdeles farlige – især for spædbørn.
Er dit barn under 12 måneder, bør du holde barnet helt ude af solen. Giv samtidig barnet tyndt bomuldstøj på eller det specialdesignet soltøj.
Er barnet ældre bør du pakke en god solcreme med i kufferten, gerne faktor 30 eller 50, men overvej også at købe et sæt soltøj, der effektivt beskytter barnet når solen bager ned fra en skyfri himmel.
I Faktorfobi har vi fundet et superlækkert, dansk designet soltøj, der er designet til at modstå sol, bølger og klor. Til www.faktorfobi.dk
13. Glem de lange udflugter
Hvis I gerne vil ud og se noget på destinationerne, bør I nøje overveje om I har mod på, at lave jeres egen tur i stedet for at booke skibets egne udflugter. Dels kan I gøre det billigere selv, dels kan I lave en tur, der passer 100% til jeres barns rytme og behov, frem for at være tvunget ind i en bus (fyldt bus!), der kører efter en stram tidsplan.
Vi har altid lavet vores egne udflugter og har endnu til god, at have en dårlig oplevelse. Måske lige med undtagelse af en taxi-tur i Casablanca, men den tager vi en anden gang.
14. Skru forventningerne ned
Det er svært ikke at være begejstret, når man ser det udvalg af underholdning, der er ombord på et krydstogtskib med lækre barer, trendy caféer, musicals, teater, casino og meget mere. Forvent dog ikke, at det er noget I kommer til at benytte jer specielt meget af – i hvert fald ikke sammen, når I har et spædbarn med på krydstogt.
Derfor skru forventningerne ned, tag et spil eller en god bog med – og nyd roen hjemme i kahytten eller på balkonen når junior er lagt i seng.
Det kan ikke anbefales, at lade barnet sove alene i kahytten – heller ikke med en baby-alarm! Dels rækker de ikke særligt langt ombord på et skib, der er bygget af metal, dels er det bare for usikkert, at lade et spædbarn (og børn i det hele taget) være alene i kahytten. Nogle rederier (Disney og Royal Carribbean) har særlige babysitter ordninger, som dog skal bestilles i god tid.
[td_smart_list_end]Højstole på krydstogt
På langt de fleste krydstogtskibe er der et vist antal højstole til rådighed i restauranterne, som I vil kunne låne uden beregning. Der er derfor ingen grund til selv at slæbe IKEA-højstolen med hjemmefra.
I hovedrestauranten, hvor I spiser jeres aftensmad, vil der ofte være stillet en højstol frem til jer får I ankommer til bordet. Er der ingen højstol den første aften, så bed tjeneren om en. Med stor sandsynlighed vil der står en højstol til jer på resten af krydstogtet.
Dine erfaringer med spædbarn på krydstogt?
Vi kunne rigtig godt tænke os, at høre fra dig, hvis du har haft et spædbarn med på krydstogt. Hvad var dine erfaringer og det noget du vil anbefale andre at gøre?
Det samme gælder hvis du har spørgsmål til det at tage en baby med på krydstogt, som vi ikke har besvaret i denne artikel.
Skriv endelig en kommentar herunder eller skriv direkte til os på mail@vielskerkrydstogt.dk.
Vi vil elske at høre fra dig!