Første gang vi som familie stod på dækket af AIDAperla i efterårsferien 2017 i Palma de Mallorca, var vi faktisk lidt skeptiske. Et tysk krydstogtrederi? Ville det ikke være for stift? For organiseret? For… tysk?

Spoiler: Vi tog helt fejl.

Glem alt om krydstogt som du kender det. Det tyske redederi AIDA har gjort krydstogtferie moderne, afslappet og ikke mindst familievenligt. I dag har vi sejlet med AIDA flere gange – både i Middelhavet og oppe langs Norges dramatiske kyst – og hver gang vi kommer hjem, begynder vi næsten med det samme at tale om næste tur. Der er bare noget ved den afslappede stil, de velholdte skibe og den måde hele konceptet er skruet sammen på der virker for os som familie.

Kort fortalt: Passer AIDA til jer?

AIDA passer til børnefamilier og krydstogtgæster, der ikke er til det formelle ved andre rederier. For os som familie med børn har det været fantastisk at opleve denne nytænkning indenfor krydstogter. 

Men AIDA er ikke for alle. Og der er helt klart ting du bør vide inden du booker din første rejse med dem. Så lad os tage dig med bag kulisserne og fortælle om vores erfaringer og hvad I kan forvente, når I tager på krydstogt med AIDA.

AIDA krydstogter i Norge

Hvad gør AIDA så anderledes?

AIDA Cruises er Tysklands førende krydstogtselskab og en del af den store Carnival Corporation. Siden starten i 1996 har de skabt deres helt egen tilgang til krydstogt med det de kalder “club ship”-konceptet.

AIDAperla set forfra med AIDAs berømte røde kysmund på stævnen
AIDAperla set forfra med AIDAs berømte røde kysmund på stævnen. Foto: Vi elsker krydstogt

Der er ingen kæmpe spisesal med store lysekroner og elegant trappe. De faste spisetider klokken 18:30 og klokken 21:00 er fjernet. Væk er også fotograferne der konstant fotograferer dig til aftensmaden. Det storslåede atriumsal med elevatorene, der suser op og ned hele dagen lang er fjernet. Ja, selv Captains Dinner og Formal Night er strøget af listen. Så hvis du elsker det formelle, storslåede og elegante ved at være på et krydstogtskib, er AIDA nok ikke noget for dig.

Men hvad er der så tilbage?

Rigtig mange fantastiske nyskabninger, uformel stemning og tysk-grundighed, som får et ophold på AIDA til at føles som rigtig ferie og som gør det nemt at glemme hverdagen. Det tyske DNA skinner igennem i den præcise organisering og effektivitet – alt fungerer som et urværk – men kombineret med en mediterran lethed. Og netop den kombination var det der fangede os første gang. 

AIDA passer til dig, hvis du

Søger en afslappet krydstogtsoplevelse uden formelle regler og dresscodes

Rejser med familie og vil have børnevenlige faciliteter

Vil have indendørs faciliteter der fungerer ved køligt vejr

Er okay med buffet-konceptet og ikke har behov for gourmet-dining hver aften

Foretrækker en rolig, afslappet stemning fremfor livligt natteliv

Vælg et andet rederi, hvis du

Ønsker traditionel cruise-elegance med formelle aftener, Captain’s Dinner og Formal Nights

Har svært ved at acceptere at meget foregår på tysk

Foretrækker eksklusiv gourmet-oplevelser og finere dining fremfor buffet

Elsker det storslåede og elegante ved traditionelle krydstogtskibe

Ønsker mange Broadway-style shows og varieret underholdning

Helårsskibe med pool og vandland under tag

En af de absolut største fordele ved AIDAperla, AIDAprima, AIDAnova og AIDAcosma er at de er helårsskibe. Det betyder 365 dages sol og badeferie, uanset hvordan vejret ellers er udenfor.

Den store Beach Club er indendørs i en stor kuppel med pool og spabade, ligesom det store aktivitetscenter Four Elements med vandland, vandrutsjebaner, børnepools og Tarzan-baner er indendørs på 14. etage.

Vi har oplevet at sidde i Beach Club-området en kølig norsk aften mens andre frøs udenfor. At kunne nyde poolområdet uanset vejret gør bare en kæmpe forskel for den samlede oplevelse. Dette overdækkede koncept er guld værd når man sejler i områder som Norge, Østersøen eller Middelhavet om foråret, efteråret og vinteren – altså når vejret kan være vindfuldt eller køligt.

Beach club på AIDA krydstogter

Promenaden føles som en sydeuropæisk gade

En af vores yndlingsting ved AIDA er promenaden. Du går forbi restauranter og barer og det virker som om man er udenfor på en sydeuropæisk gade, men faktisk sidder du indenfor. Den atmosfære er bare fantastisk og skaber en helt særlig stemning. Det føles levende og socialt uden at være overvældende.

Her er der konstant aktivitet fra tidlig morgen til sen nat. Den tyske effektivitet kommer til udtryk i hvordan alt fungerer smidigt – fra boarding-processen til havnelogistikken – men altid med et smil og uden den stivhed man måske associerer med tysk præcision.

Promenaden på AIDA Perla

Hvordan er kahytterne på AIDA?

Kabinerne på AIDA er designet med tysk præcision. De er ikke de mest luksuriøse vi har oplevet, men de er funktionelle, rene og har alt hvad man behøver. Opbevaringen er gennemtænkt med masser af skabsplads, og sengetøjet er af god kvalitet.

AIDA tilbyder alt fra inside kabiner på 13-16 kvadratmeter til penthouse suiter på op til 53 kvadratmeter. Mange kabiner er blevet renoveret med moderne indretning i røde eller blå nuancer der komplementerer skibets overordnede farvepalette.

Især når vi rejste med mindre børn var det perfekt at kunne have balkondøren åben og høre lyden af havet. De fleste balkonkabiner har endda hængekøjer på balkonen – en hyggelig detalje vi virkelig satte pris på. Der er ikke mange krydstogtselskaber der tilbyder denne ekstra, og det er et perfekt sted at slappe af med havbrisen mens skibet sejler.

For familier er familiekabinerne designet med plads til hele familien. Mange har sammenkoblede værelser der giver forældre og børn hver deres rum samtidig med nem adgang.

Et par praktiske detaljer værd at nævne: Kabinen rengøres én gang dagligt, og espressomaskiner er kun tilgængelige mod tillæg og skal forudbestilles. For suite-gæster er der ekstra fordele som prioriteret check-in, concierge-service og adgang til den eksklusive AIDA Lounge med gratis snacks og drikkevarer.

Maden: buffeten er bedre, end vi troede

AIDA’s madkoncept er anderledes end mange traditionelle krydstogter. Kernen er de store buffetrestauranter, og vi må være ærlige: Kvaliteten overraskede os positivt. Vi har været på andre krydstogtskibe hvor buffeten var… lad os bare sige middelmådig. På AIDA er buffeten faktisk rigtig god med daglige variationer som asiatisk, indisk og italiensk køkken.

De nyere skibe i flåden kan have op til 12 forskellige spisesteder. Markt Restaurant er dit go-to sted for europæisk gastronomi med alt fra traditionelle tyske specialiteter som bratwurst og schnitzel til mediterrane retter. East Restaurant fokuserer på asiatisk køkken med sushi, wok-retter og curry. Bella Donna leverer italienske klassikere med frisk pasta og risotto.

Morgenmadsbuffeten roses konsekvent som super god. Kvaliteten kan være lidt svingende til andre måltider, men generelt er niveauet højt.

Vores store favorit: Eftermiddagstapas

En af de ting vi virkelig faldt for var eftermiddags tapas. Det er gratis – du skal bare betale for drikkevarerne. At kunne sidde der med familien eller andre gæster med nogle lækre små retter og en øl eller vin er bare dejligt.

En anden hyggelig tradition er det meget tyske koncept “Kaffee und Kuchen” klokken 15 – en erstatning for britisk afternoon tea. Her serveres gigantiske stykker kage med et stort udvalg. I de små udendørs boder kan man også finde Glühwein og grillpølser – et særligt plus for dem med en veludviklet indre tysker.

Drikkevarer – en behagelig overraskelse

Noget der virkelig skiller AIDA ud er at vand, sodavand, øl og vin (rød og hvid) er inkluderet når restauranterne er åbne. Ja, det er nok ikke verdens bedste vin, men den er faktisk ganske hæderlig. Det betyder at vi ikke konstant skulle tænke over omkostninger hver gang vi ville have noget at drikke til maden.

Spis før eller efter klokken 18

Her kommer et godt tip fra vores erfaringer: Tyskerne er ligesom os danskere og vil gerne spise ved 18-tiden. Det betyder at buffeten kan blive ret travl omkring det tidspunkt. Vores løsning? Vi tog i poolen eller sad i de udendørs infinity-spa på siden af skibet mens alle andre spiste. Ved 19:30-tiden gik vi ud for at spise, hvilket betød at der var masser af plads i buffeten. Det gav en meget mere afslappet oplevelse.

Udendørs bar med hvide parasoller agter på AIDAperla med udsigt over havet
Udendørs bar med hvide parasoller agter på AIDAperla med udsigt over havet. Foto: Vi elsker krydstogt

Atmosfæren i buffetrestauranterne kan være lidt hektisk da alle konstant er i bevægelse for at hente mad. Når alle skal spise på samme tid inden for de fastsatte åbningstider, kan buffeten blive meget travl – nærmest “albue til albue” med andre gæster.

Book à la carte-restauranterne første dag

På jeres første dag bør I booke tid i à la carte-restauranterne hvis I gerne vil have serveret mad fremfor buffet. De fyldes hurtigt op. Hvis du venter med at booke til på dagen, er det ofte for sent. Har du ikke fået en tid, er vores råd at henvende dig ved restauranten alligevel. Der er næsten altid nogle, der ikke dukker op, og så kan du få deres plads.

Brauhaus på AIDA krydstogter

Hvilke restauranter er inkluderet på AIDA?

På alle AIDA-skibe findes Brauhaus eller Almhütte med autentisk tysk køkken hvor du bliver betjent ved bordet. Oplevelsen er inkluderet i rejseprisen, men drikkevarer koster ekstra. På de store skibe – AIDAperla, AIDAprima, AIDAnova og AIDAcosma – finder du endnu flere inkluderede betjeningsrestauranter med fransk, italiensk og fiskekøkken.

Restaurant med hvide duge og store lysekroner på AIDAperla
Restaurant med hvide duge og store lysekroner på AIDAperla. Foto: Vi elsker krydstogt

Der findes også specialrestauranter som Rossini med fine dining og Steakhouse med sydamerikansk churrascaria-koncept. Med AIDAs nye tarifmodel er maden i specialrestauranterne inkluderet i alle tariffer undtagen den billige LIGHT-tarif. Du betaler kun for drikkevarerne. Det er en stor forbedring i forhold til tidligere, hvor de kostede ekstra. En nyere tilføjelse der fortjener særlig omtale er Soulkitchen – en hel-vegansk restaurant der blev introduceret på flåden i 2023.

Nu hvor vores børn er blevet ældre er vi faktisk begyndt at sætte mere pris på at spise i den store restaurant hvor vi får serveret 4-5 retter. Det kan også noget fremfor at sidde ved en buffet i 8-10 aftener. Men da børnene var små var buffeten perfekt – ingen faste spisetider, ingen bekymringer om de ville lide maden, og de kunne vælge præcis hvad de ville have.

Underholdning: mindre end hos de internationale rederier

AIDA’s tilgang til underholdning er interaktiv og energisk, men det er vigtigt at forstå at underholdningen er mere begrænset end på mange internationale krydstogtskibe – dette er ikke et skib med konstant live-musik og shows.

Theatrium er hjertet af AIDA’s underholdning – et flerdæks, glasindkapslet venue placeret midt på skibet. Her afholdes natlige forestillinger der spænder fra musicals og akrobatik til game shows som “Hvem vil være millionær” tilpasset til skibsmiljøet. LED-vægge og lasereffekter skaber en moderne, dynamisk oplevelse.

Theatrium er en blanding af teater og atrium, hvilket skaber en meget afslappet atmosfære. Man kan komme og gå som man vil, stå eller sidde. Teknisk er Theatrium top-udstyret med imponerende lys og specialeffekter, og performerne er talentfulde. Alle musikperformances er på engelsk, men komikeren optræder på tysk.

Live-musikken er begrænset. AIDA har ét meget godt band der spiller én time dagligt – fra klokken 22 til 23 ved Beach Club ved poolen. Selv når bandet spiller gode dansenumre, rejser de tyske gæster sig sjældent. Folk spiller kort, sidder og kigger, men dansen udebliver ofte. Om sommeren når der er mange børn ombord danser børnene og har det sjovt med deres forældre.

Beach Club er et af AIDA’s signatur-features. Om dagen er det et roligt poolområde, men når solen går ned transformeres det til en pulserende natklub under stjernerne med DJ’s og danseshows. Det store overdækkede Beach Club pool på 15. dæk er meget værdsat især i nordeuropæisk vejr.

Four Elements aktivitetsdæk er et eventyrland for aktive gæster. Her finder du vandrutsjebaner der vrikker sig rundt om dækket, en high ropes-bane højt over havet, minigolf og klatrervægge. En 360 graders udsigtsplatform højt oppe på skibet med gratis kikkerter er en brilliant idé for dem der ønsker at nyde udsigten.

Waterpark-området med vandrutsjebaner bliver til biograf om aftenen med et kæmpestort lærred – perfekt til store events som fodbold-VM. Promenadedækket er rigtig godt, især om aftenen med megen belysning.

Sportsfaciliteterne er omfattende. Der er fuldt udstyrede fitnesscentre med moderne udstyr og udsigt over havet, joggingspor der snoer sig rundt om skibet, og sportsbaner til basketball og fodbold. Yogaklasser og Pilates afholdes dagligt, men fitnesshold koster ekstra.

AIDA krydstogtskibe

Body & Soul Spa på de nye skibe

Spaen på de nyere AIDA-skibe er stor. Den ligger over to dæk med fire til fem forskellige saunatyper, omkring tre dampbade og et stort udendørsområde med liggestole, lounges og flere boblebade.

Gang ved indgangen til spaen på AIDAperla med runde vinduer og mønstret tæppe
Gang ved indgangen til spaen på AIDAperla med runde vinduer og mønstret tæppe. Foto: Vi elsker krydstogt

Et særligt område kaldet The Oasis inkluderer store boblebade og liggestole med lys- og musikterapi samt servering af aromatiseret vand, smoothies og eksotiske frugter. Gulv-til-loft-vinduer giver havudsigt mens du slapper af.

Den tyske spa-tradition med fokus på wellness er tydelig. På AIDA er det sædvanligt at saunere nøgen, og skibet er kendt for at have et FKK-dæk (nudist-dæk) helt øverst i midten af skibet.

AIDA tilbyder også “familie spa-tid” hvor børn kan deltage i spa-området sammen med deres forældre – en sjælden mulighed på krydstogtskibe.

AIDA med børn: klubber for alle aldre

AIDA er fremragende til familier, og dette mærkes i hver detalje af skibenes design. Børneklubberne er omfattende og velorganiserede, opdelt i aldersgrupper så aktiviteterne er relevante for hvert stadie.

Men vær opmærksom på at man kun kan efterlade børn i børneklubben i 2-3 timer dagligt gratis – længere sessioner koster ekstra. Dette står i kontrast til de fleste andre krydstogtlinjer der har længere gratis sessioner.

Men det passer faktisk ganske godt til AIDA’s filosofi: De opmuntrer familier til at lege og deltage i aktiviteter sammen som brætspil, frem for blot at placere børnene i børneklubben hele dagen. For os var det egentlig rart – vi ville gerne tilbringe tid med vores børn, men det var dejligt at have muligheden for et par timers pause.

  • Mini Club (6 måneder – 3 år) tilbyder babysitting og alderstilpassede aktiviteter.
  • Kids Club (4-11 år) er hvor magien virkelig sker med skattejagter rundt på skibet, kreative workshops og sportslege.
  • Teen Zones (12-17 år) har gaming-faciliteter, musikrum og sociale events.
  • Dæk 14 er helt dedikeret til familier og børn med familie-orienterede pools og et fantastisk børneområde. Der er rutsjebaner, vandrutsjebaner, klatregårde og specielle restauranter for familier. Pizza og burgere serveres her mellem klokken 14 og 18 – perfekt for en hurtig bid. Det gratis indendørs soft play-område med rutsjebaner og hytter i “træhuse”-stil er en rigtig hyggelig detalje.

Den afslappede atmosfære på AIDA betyder at forældre ikke behøver bekymre sig om at børnene er for støjende eller forstyrrer andre gæster. Her er alle vant til familier, og den ungdommelige energi er en del af DNA’et.

Atmosfæren: afslappet og uformel

AIDA er så langt fra det der er den generelle opfattelse af krydstogter. Og det er der helt sikkert mange der ikke bryder sig om. Vi kan godt lide det, og vi er glade for, at vi ikke skal have jakkesæt med på ferie.

AIDA-logoet lyser i farver på skibets side om aftenen
AIDA-logoet lyser i farver på skibets side om aftenen. Foto: Vi elsker krydstogt

At stige ombord på et AIDA-skib er som at træde ind i en pulserende beach club til søs. De første indtryk er umiddelbart de eksplosive farver – turkis, orange og limegrøn dominerer indretningen. Men det er netop denne dristige æstetik der skaber den energiske og ungdommelige atmosfære som AIDA er berømt for.

Men vær forberedt på at atmosfæren er fundamentalt anderledes end på mange internationale krydstogtlinjer. De tyske passagerer er meget rolige og afslappede – det er ikke den sociale party-atmosfære man finder på mange amerikanske eller britiske krydstogtskibe. Folk nyder at spille kort ved poolen, læse, slappe af og have det hyggeligt sammen med familie og venner.

Selv når et godt band spiller dansesange, er det ikke sikkert at mange rejser sig for at danse. Om sommeren er der dog en helt anden energi, især når der er mange børnefamilier ombord. Her danser børnene og har det sjovt sammen med deres forældre når bandet spiller.

Efter omkring 22:30 bliver det meget stille ombord. Lyset tændes som om der ryddes op, og mange går i seng. AIDA er ikke et “party ship” der går til den lyse morgen. Det er et skib for dem der søger afslapning og kvalitetstid sammen frem for sen natteliv.

Det afslappede koncept betyder at du kan stå op når du vil, spise hvor og hvornår du lyster, og deltage i så meget eller så lidt som du ønsker. Der er ingen dresscode ud over meget simple anvisninger som lange bukser om aftenen i indendørs områder.

Kan man klare sig uden tysk på AIDA?

Hovedsproget ombord er tysk, og kun ved sikkerhedsøvelsen bruges engelsk fordi det tilskriver loven. Dagsprogrammerne er på tysk, meldingerne i højtalerne er på tysk, underholdningen er på tysk, skiltene ombord er på tysk, filmene er på tysk – ja, kort sagt: Alt er på tysk.

Du kan dog sagtens tale engelsk med besætningen, men de vil dog starte på tysk, men hurtigt slå over i engelsk hvis det er det du foretrækker. Men sagt lige ud: Du vil få lidt svært ved at begå dig ombord på et AIDA skib hvis du ikke taler eller forstår lidt tysk.

Her er den overraskende virkelighed: Selvom tysk er det officielle bordssprog, er det mest almindelige sprog for personalet faktisk engelsk. AIDA’s besætning er internationalt sammensat, og mange ansatte – især i housekeeping og buffetrestauranterne – taler kun meget lidt tysk.

Som dansker kan du godt klare dig med dit skoletysk, men du vil givetvis gå glip af meget af underholdningen som deres shows, stand-up, banko osv, da det er på tysk. Deres udflugter er også på tysk. Man skal ikke forvente at guest service eller receptionen er særlig gode til engelsk.

Store eller små AIDA-skibe?

AIDA har 11 skibe i tre størrelser, og valget af skib betyder næsten lige så meget for oplevelsen som valget af rute. De store nye skibe har flest aktiviteter, men kan føles fyldte på havdage og i skoleferierne. De mindre skibe er roligere og mere hyggelige, og mange af AIDAs faste gæster foretrækker dem.

AIDAperla-navnet på skibets side mod blå himmel
AIDAperla-navnet på skibets side mod blå himmel. Foto: Vi elsker krydstogt
Skibe Bygget Kahytter Passer til
AIDAcosma, AIDAnova 2022, 2018 ca. 2.630–2.730 Familier, der vil have mest muligt om bord: indendørs Beach Club, vandrutsjebaner og mange restauranter. Til gengæld er der flest mennesker.
AIDAprima, AIDAperla 2016, 2017 ca. 1.640 En god mellemvej med de fleste af de store skibes faciliteter, men færre gæster.
AIDAselection: AIDAdiva, AIDAbella, AIDAluna, AIDAblu, AIDAsol, AIDAmar, AIDAstella 2007–2013 ca. 1.030–1.100 Par og erfarne krydstogtgæster, der vil have ro, kortere køer og ture til mindre havne og fjerne mål.

Kilde: AIDAs egne skibssider på aida.de. Antallet af gæster er typisk omkring dobbelt så stort som antallet af kahytter.

AIDAselection er det nye fællesnavn for de syv mindre skibe. AIDA moderniserer dem frem mod 2028 og bruger dem især på de lange og eksotiske ruter, fordi de kan lægge til i mindre havne (AIDA). Det er også dem, der sejler mange af de nye ture i 2027 og 2028 til Svalbard, Island, USA, Asien og Afrika.

Godt at vide: Ombygninger kan ændre skibet, efter du har booket. Et tysk ægtepar bookede i februar 2024 AIDAdivas verdensrejse fra november 2025 til marts 2026 for 68.600 euro. Da skibet blev moderniseret, blev det store FKK-område (nudistområdet) med boblebad, bruser og soltag lavet om til et “Skydeck” kun for gæster i suiter. Nudistområdet for alle andre blev flyttet og gjort meget mindre.

Parret krævede 15.000 euro tilbage. Landgericht Rostock gav dem i august 2026 et afslag på 5 procent, cirka 3.430 euro. Begrundelsen var, at gæster må kunne regne med dækplanerne fra bookingtidspunktet, og at rederiet skal fortælle om væsentlige ændringer før afrejse. Men FKK-området var kun ét af mange tilbud om bord, så det berettigede ikke hele beløbet. Dommen er ikke endelig (beck-aktuell).

Vores råd: Er en bestemt facilitet afgørende for jer, så tag et skærmbillede af dækplanen og beskrivelsen, når I booker, og spørg rederiet, om skibet skal ombygges før jeres rejse. Det gælder især for de syv AIDAselection-skibe, der bliver moderniseret frem mod 2028.

Vores råd: Rejser I med børn i skoleferien, giver de store skibe mest for pengene. Vil I hellere have ro og opleve flere havne, så vælg et af de mindre skibe og undgå de travleste ferieuger.

Nyt hos AIDA i 2027 og 2028

AIDA har åbnet for bookinger til 2027 og 2028, og for os danskere er det bedste, at der fortsat er mange afgange fra Kiel og Hamborg. Her er de nyheder, vi synes er mest interessante. Priserne er fra-priser pr. person fra AIDAs tyske hjemmeside, set i november 2026.

Afgange fra Kiel og Hamborg

  • Norge fra Kiel: 7 dage “Norwegens Welterbe” med AIDAnova i maj 2027 fra 1.295 € (ca. 9.700 kr.). I juni–juli 2028 sejler AIDAluna 15 dage fra Kiel til Lofoten og Svalbard fra 2.315 € (ca. 17.300 kr.).
  • Storbyer fra Hamborg: AIDAnova sejler 7-dages “Metropolen”-ture fra Hamborg, i januar 2028 fra 615 € (ca. 4.600 kr.).
  • Island, Grønland og Svalbard: En 29-dages tur med AIDAsol fra Hamborg til Warnemünde i juli–august 2028.
  • Storbritannien: 13 dage rundt om Storbritannien fra Hamborg med AIDAsol i maj 2028.
  • Temaferier: fx “Crime & Sea” med krimiforfattere om bord fra Hamborg i januar 2027 og en FESTIVAL Cruise med AIDAperla fra Hamborg i maj 2027.

Solformørkelsen 2. august 2027

Den 2. august 2027 er der total solformørkelse over Sydeuropa og Nordafrika, og AIDA sejler med vilje ind i området. Der er ture fra Mallorca og Civitavecchia med AIDAcosma og AIDAstella i slutningen af juli 2027, fx 10 dage med AIDAstella fra 1.815 €. Det er en oplevelse, man kun får få gange i livet.

Vintersol på De Kanariske Øer

De Kanariske Øer er stadig AIDAs vinterklassiker. AIDAcosma sejler hver uge fra Gran Canaria og Tenerife, i januar 2028 fra 595 € (ca. 4.400 kr.) uden fly. Der er også lange ture i Caribien fra Barbados i januar 2028.

Lange ture til Asien, USA og Afrika

  • Asien 2027: AIDAstella sejler fra Singapore via Vietnam og Hongkong til Shanghai og Tokyo.
  • USA 2028: AIDAluna sejler til New Orleans, Florida og New York, og en 36-dages tur ender helt hjemme i Kiel.
  • Sydafrika og Namibia 2028: AIDAblu sejler fra Kapstadt, og om efteråret 2028 sejler AIDAsol fra Warnemünde helt ned til Kapstadt og Mauritius.
  • Østlige Middelhav: Nye ture fra Antalya med Istanbul og Alexandria i Egypten.

Hvad koster et AIDA-krydstogt?

AIDA opererer med et transparent koncept der gør det nemt at budgettere din krydstogsferie. I modsætning til mange krydstogtselskaber hvor ekstraomkostninger hober sig op under sejladsen, inkluderer AIDA det meste i grundprisen.

Det er med i prisen

Alle måltider i buffetrestauranterne

Udvalgte drikkevarer ved måltider: vin, øl, fadøl og sodavand (tag-selv ordning)

Adgang til fitnesscentret (men fitnesshold koster ekstra)

Drikkepenge til personalet er inkluderet i den annoncerede pris

Netop den sidste pointe adskiller AIDA markant fra amerikanske krydstogtlinjer. Der forventes ikke drikkepenge oveni, og du vil ikke finde automatiske tillæg på din slutregning.

Det koster ekstra

Drikkevarer i specialrestauranterne (selve maden er inkluderet i de fleste tariffer, se nedenfor)

Drikkevarer i barene og udenfor måltider

Drikkevarer i betjeningsrestauranterne

Internet og wifi-pakker

Udflugter i land

Drikkepakken hedder i dag ALL IN og dækker et stort udvalg af drikkevarer med og uden alkohol, også kaffe og cocktails. Vælger du en af tarifferne COMFORT ALL IN, PREMIUM ALL IN eller CLASSIC ALL IN, er pakken med i rejseprisen, og så er den billigere end hvis du køber den separat. Gæster fra 2 til 24 år får pakken Kids & Teens ALL IN. Den kan købes på rejser fra 5 dage. De nyere skibe har Starlink-internet, hvilket giver betydeligt hurtigere forbindelse.

AIDAs seks tariffer

AIDA har i dag seks tariffer: COMFORT ALL IN, PREMIUM ALL IN, PREMIUM, CLASSIC ALL IN, CLASSIC og LIGHT. ALL IN-tarifferne har drikkepakken med. PREMIUM-tarifferne lader dig vælge din egen kahyt og ombooke én gang gratis. LIGHT er den billigste tarif, men kun til udvalgte rejser med kort varsel. Kilde: AIDAs tarifoversigt, AIDA 2027 og AIDA 2028.

Vores råd: Book via AIDAs tyske hjemmeside eller et dansk rejsebureau, der sælger AIDA, og sammenlign CLASSIC og ALL IN. Drikker I et glas vin eller to til maden og en øl i baren, kan ALL IN hurtigt betale sig.