De 14 nye krydstogtskibe i 2018

Der bliver trængsel på verdenshavene i 2018, når ikke færre end 14 splinternye krydstogtskibe sejler ud på deres jomfrusejlads.

Og næsten uanset hvilken type krydstogt du er til, vil der helt sikkert være en nyhed, der falder i din smag.

Uanset om du er til de store krydstogtskibe, der nærmest er et flydende hotelresort, hvor du nærmest ikke behøver gå i land, eller om du er til de mere luksuriøse krydstogter hvor alt er inklusiv, eller hvis du hellere vil ud på vilde ekspeditioner langt væg fra turiststrømmene vil du finde en krydstogtnyhed, der passer lige til dig.

Symphony of the Seas

Marts 2018

Symphony of the Seas nyt krydstogtskib kommer i 2018
Stor, større, Symphony of the Seas!

Royal Caribbean’s Symphony of the Seas bliver verdens største krydstogtskib nogensinde bygget, når den drager ud på sin jomfrusejlads i foråret 2018.

Skibet, der er det 4. skib i Oasis-klassen, har kostet mere end 8 milliarder danske kroner. Med en kampvægt på 230.000 tons er der plads til mellem 5500 og 6800 passagerer, samt 2100 besætningsmedlemmer.

Symphony of the Seas er inddelt i syv forskellige områder – eller nabolag, som Royal Caribbean vælger at kalde det: Boardwalk, Central Park, Royal Promenade, Pool og Sports Zone, Entertainment Place, Youth Zone og endelig wellnessområdet, Vitality Spa and Fitness.

Skibet har de samme fantastiske nye features, som søsterskibet, Harmony of the Seas introducerede i 2016, herunder en 10-etager høj rutchebane, robotbartender, isskøjtebane, aqua teater, samt mere end 20 restauranter ombord.

Symphony of the Seas skal efter planen ud på sin jomfrusejlads den 31. marts og sejler frem til november 2018 i Middelhavet med base i Barcelona, hvorefter skibet i november sejler til Caribien, hvor den får fast base i Miami, Florida.

Celebrity Edge

16. december 2018

Celebrity Edge MagicCarpet - nyt krydstogtskib i 2018

Efter seks år uden nye skibe, er Celebrity Cruices endelig klar med nyt. Og sikke en nyhed.

Celebrity Edge, der er det første af i alt fire nye Celebrity-skibe frem til 2022, er måske det mest revolutionerende nye krydstogtskib i 2018.

Skibet, der har plads til godt 2900 passagere, byder blandt andet på Magic Carpet. Et 90 tons tungt flyvende tæppe på størrelse med en tennisbane, der kan bevæge sig op og ned på siden af skibet og give forskellige etager en ekstra dimention.

Udover Magic Carpet er en af de mest innovative designelementer på skibet området Eden. Et 1150 m2 stort område, der ændrer udtryk i løbet af dagen. Området er skabt til både hygge, afslapning og fest. Resort-dækket byder på masser af måder at nyde udendørslivet på og komme i tæt kontakt med havet. The Solarium indeholder 3D kunst, der repræsenterer havets farver og bevægelser.

Alle balkonkahytterne vil være udstyret med ‘uendelige balkoner’ uden ramme, der giver frit udsyn til havet. Samtidig kan balkonnen bruges som udestue, idet glasset kan lukkes helt i. I det hele taget vil skibet være udstyret med mange nye features, som vi ikke har set på andre skibe.

Celebrity Edge sejler ud på sin jomfrusejlads fra hjembyen Fort Lauderdale den 16. december 2018.

Efter planen får Celebrity Edge fast base i Middelhavet i sommermånederne med hjemadresse i Barcelona, Spanien og Civitavecchia, Italien, mens den i vinterhalvåret primært vil sejle i Caribien, hvor den får hjemmeadresse i Fort Lauderdale, Florida.

Carnival Horizon

2. april 2018

Carnival Horizon Skyride nyt krydstogtskib i 2018

Carnival Cruise Line er den 2. april 2018 klar med Carnival Horizon, der bliver rederiets Fun Ship nr 26 og det andet skib i Vista klassen. Horizon bliver sammen med søsterskibet, Carnival Vista fra 2016 Carnivals største skibe.

Knap 4000 passagere får muligheden for at sejle med Horizon og de kan se frem til de samme fantastiske features som søsterskibet Carnival Vista.

Det omfatter Dr. Seuss temapark med en 138 meter lang vandrutchebane, nye familiekahytter, en IMAX, Sky Ride og Havana. Derudover vil der være eget bryggeri og Teppanyaki restaurant.

Carnival Horizon sejler i Middelhavet i sommeren 2018 med base i Barcelona, men drager til Caribien og USAs østkyst til efteråret, hvorefter den får fast base i New York og Miami.

Norwegian Bliss

23. april 2018

ncl Bliss gocart bane nyt krydstogtskib 2018
Det populære krydstogtrederi Norwegian Cruise Line’s er med Norwegian Bliss klar med deres femte krydstogtskib på blot seks år.

Skibet er bygget specielt til Alaska-krydstogter og med en vægt på 168.800 tons og 4000 passagerer bliver skibet samtidig det største krydstogtskib, der sejler til Alaska.

Der vil være havudsigt overalt på skibet, ligesom der er indrettet en Observations Lounge, som er perfekt til at spotte ørne og hvaler. Når tiden ikke fordrives med at kigge efter dyr, kan gæsterne dyste mod hinanden i den to-etager store go-cart bane, tage en dukkert i det store vandland med 5 vandrutchebaner eller nyde livet i den store restaurantgade. Her er en af nyhederne Texas barbecue restauranten, Q, hvor der spilles live country musik hver dag.

Norwegian Bliss sejler ud på sin jomfrusejlads den 23. april 2018 og får hjemhavne i Seattle og Miami. Om sommeren sejler den ud fra Seattle til Alaska, mens den om vinteren drager til varmere himmelstrøg i Caribien.

AIDAnova

2. december 2018

AIDAnova - Hamburg - nyt krydstogtskib 2018
Det tyske rederi AIDA ekspanderer kraftigt i øjeblikket og i 2018 kommer rederiets 13. skib, som med 2500 kahytter ikke bare bliver rederiets største skib, men også et af verdens største krydstogtskibe.

AIDAnova bliver samtidig verdens første store krydstogtskib, der drives 100% af miljøvenlig LNG (Liquefied Natur Gas), som er tæt på 0% udledning.

Skibet er det første i den nye Helios-klasse, som Carnival Corporation har bestilt otte af hos det tyske værft, Meyer Werft. Udover AIDA, kommer også Costa, P&O samt Carnival til at sejle med skibe i denne klasse.

Som det kendes på andre AIDA krydstogtskibe, kommer AIDAnova ikke til at gå ned på forplejning. Der er således planlagt 16 restauranter, en streetfood afdeling og 17 barer.

Skibet er også udstyret med en 3500 m2 stor wellness-afdeling over 4 etager, stort vandland, Tarzan-bane, Mystery Room samt den velkendte Beach Club, som også kendes fra AIDAperla og AIDAprima.

AIDAnova sejle ud på sin jomfrusejlads den 2. december 2018 i Hanborg og får fast destination omkring de kanariske øer og Madeira.

ms Nieuw Statendam

5. december 2018

Nieuw Statendam pool nyt krydstogtskib i 2018
Det klassiske krydstogtrederi, Holland America Line er til december 2018 klar med deres nye krydstogtskib, ms Nieuw Statendam. Det er i øvrigt det sjette Holland America Line skib med navnet Statendam. Det skib første fik navnet tilbage i 1898.

Skibet bliver det andet skib i Pinnacle-klassen og søsterskib til ms Koningsdam. Der er planlagt et tredje skib i klassen i løbet af 2021.

Stilen på ms Nieuw Statendam er den velkendte elegance fra Holland America Line, der dog er taget ind i det 21-århundrede. Dette ses blandt andet i teatret, der indeholder en 270 grader LED-skærm, som betyder, at rummet på få sekunder kan omdannes til noget helt nyt. Gæsterne kan samtidig se frem til masser af spillersteder, herunder Billboard Onboard, Lincoln Center Stage og B.B. King’s Blues Club.

Som en nyhed for Holland America Line vil ms Nieuw Statendam tilbyde familiekahytter med plads til fem og single-kahytter for solorejsende.

ms Nieuw Statendam tilbyder 3,4, 7 og 10 dages krydstogter ud fra Fort Lauderdale til Caribien og Bahamas. Hun vender dog tilbage til Europa i sommerhalvåret 2019 med destinationer i Middelhavet, Østersøen og Norges fjorde.

Viking Orion

19. juni 2018

Viking Orion Infinity_Pool nyt krydstogtskib 2018
Rederiet Viking har længe været en af giganterne inden for flodkrydstogter, men noget tyder på, at rederiet også bliver store indenfor havkrydstogt.

Deres indtog i den anden type af krydstogtrejser har i hvert fald været mere succesfuldt end mange havde forventet og den 19. juni 2018 er Viking Cruises klar med deres femte ’rigtige’ krydstogtskib, Viking Orion. Skibet vil i store træk minde om deres øvrige prisvindende krydstogtskibe.

Med Viking er det ikke størrelsen det kommer an på, og i størrelse er skibet kun en fjerdedel af hvad de øvrige rederier sender ud på havene i år. Orion vil have plads til 930 passagere, men de kan til gengæld se frem til et ophold hvor elegance og passagerene er i centrum – og alt er stort set inkluderet i prisen. Det gælder udflugter i land, specialrestauranter, vaskerum, wellness, øl, vand, vin, drinks og wifi. Noget som koster hos de fleste andre krydstogtrederier.

Gæster der tidligere har sejlet med Viking tidligere vil føle det, som om de kommer hjem, når de går ombord på Viking Orion. Det velkendte områder Explorer’s Lounge, Nordic Spa og Wintergarden findes også her, sammen med de velkendte restauranter Manfredi’s og World Café.

Designet på skibet er meget skandinavisk og kahytterne er store, sammenlignet med andre skibe. Den mindste kahyt ombord på Viking Orion er 25 m2 og alle kahytter har balkon.

Viking Orion kommer til at sejle over hele verden og får ikke en fast destination. Det første år vil hun således sejle i Mellemøsten, Asien, Australien og New Zealand. I starten af 2019 drager Viking Orion ud på et 92-dage langt verdens krydstogt fra Auckland til Vancover.

MSC Seaview

10. juni 2018

MSC Seaview nyt krydstogtskib i 2018
Det italienske krydstogtrederi MSC, der er verdens største familieejede krydstogtrederi, fortsætter sin voldsomme udbygning af flåden. Den 10. juni 2018 kommer seneste skud på stammen, MSC Seaview, der bliver skib nr 13. Den får i øvrigt følgeskab af mange andre MSC nyheder de kommende år.

Skibet minder i store træk om søsterskibet MSC Seaside, der blev døbt i slutningen af 2017 og er ligesom Seaside bygget til krydstogter under varmere himmelstrøg, såsom Middelhavet og Caribien.

Dette er også årsagen til skibets specielle design, hvor de godt 2000 kahytter ligger midt på skibet og promonaden går rundt om hele skibet. Det giver nemlig plads til flere udendørs områder, udendørs restauranter og barer.

Vandlandet, Aqua Park indeholder 4 vandrutchebaner, herunder en indendørs og den interaktive rutchebane, Slide Boarding, der kombinere computerspil, musik og lys. Helt i toppen af skibet er det muligt at komme ud på en Tarzan-bane og for de modige, en 120 meter lang svævebane, der er en af de længste ombord på et skib.

MSC Seaview får fast base i Middelhavet, hvor den kan have omkring 4100 passagere med.

Seabourn Ovation

5. maj 2018

Seabourn Ovation krydstogtskib 2018
Seabourn er i 2018 klar med deres femte krydstogtskib, Seabourn Ovation, der formentlig er årets mest luksuriøse krydstogtnyhed.

Seabourn Ovation ligner i store træk det ikoniske søsterskib Seabourn Encore, der så dagens lys i 2017 og de 600 passagere ombord på skibet kan se frem til luksus fra morgen til aften fra den 450 personer store besætning.

Helt i toppen af skibet findes fristedet, The Reatreat, der er designet til gæster, som ønsker ro og fordybelse. Her finder du også 15 små private kabiner, alle udstyret med LED-skærm og et fyldt køleskab, hvis du ønsker at slappe helt af under private forhold.

Der er fem restauranter ombord på Ovation, der i blandt The Grill, som er kendiskokkens, Thomas Kellers restaurant, en sushi restaurant og en buffet restaurant. Alt er naturligvis inkluderet i prisen.

Seabourn Ovation sejler i Middelhavet og Nord Europa frem til efteråret 2018, hvor skibet lægger til i København flere gang, ligesom det kan ses i Nexø og i Skagen.

Roald Amundsen

23. oktober 2018

Hurtigruten Roald Ammundsen krydstogtnyhed i 2018
Når Hurtigruten sender deres helt nye krydstogtskib, Roald Amundsen ud på sin jomfru sejlads, bliver hun det første ekspeditionsskib i verden til at sejle fuldt elektrisk med hybrid teknologi, hvilket vil give en 100% lydløs sejlads i 15 – 30 minutter.  I kombination med designet og brug af ny teknologi kan skibet reducere forbruget af brændstof med 20%. Roald Amundsen er i øvrigt designet af Rolls-Royce i samarbejde med kendte norske yacht designer Espen Oino.

Med Roald Amundsen har Hurtigruten fået et ekspeditionsskib, hvor komforten minder om den, du finder på et almindeligt krydstogtskib. Skibet får tre restauranter med menuer, der afspejler de råvarer og mad på rejsemålene, samt et separat pool-dæk med pools, jacuzzi og barer.

MS Roald Amundsen er dog skabt til ekspeditioner i kolde områder og har store udsigtsplatforme på flere dæk, så gæsterne kan komme så tæt på naturen og dyrelivet som muligt. Der er samtidig store vinduer overalt, så du kan nye naturen inde fra selve skibet, hvis du synes det er for koldt på dækket.

De 530 gæster kan glæde sig over, at alle kahytterne er placeret på ydersiden af skibet og 60% af dem har egen balkon. Som en lille ekstra service har alle kahytterne et fjernsyn, der viser udsigten fra skibets bro, så gæster, der slapper af i kahytten kan følge med i rejsen.

Når MS Roald Amundsen sejler ud på sin jomfrusejlads den 23. oktober 2018 vil den sejle fra Calparaiso i Chile, runde Kap Horn og sejle til Antarktis. Når sæsonen i Antarktis er slut vil hun sejle langs den Sydamerikanske vestkyst og igennem Panama Kanalen, forbi Karibien til Sydeuropa. Hvorefter hun primært vil sejle i Norske og Aktiske vande i 2019.

Scenic Eclipse

31. august 2018

Scenic Eclipse krydstogtnyhed 2018
Det australske flodkrydstogtrederi Scenic står for årets mindste krydstogtnyhed. Det 228-passagere store Scenic Eclipse er rederiets første krydstogtskib, som skal sejle på verdenshavene.

Rederiet er mest kendt for sine luksus flodkrydstogter i primært Asien og Europa – og den stil ser ud til at fortsætte med Eclipse, der er et all-inklusive luksus krydstogtskib, perfekt til ekspeditioner over hele verden. Rederiet kalder selv skibet for 6-stjernet.

Kahytterne er fra 32 m2 til 230 m2, hvilket indikerer, at vi har at gøre med en kundegruppe, som har pengepungen i orden. De 228 gæster – ja, faktisk er der kun plads til 200 passagere, når det skal sejle i Arktis og Antarktis – kan se frem personlig butler, wellness og spa inkluderet, ubegrænset drikkevarer, WIFI og udflugter i land. Det eneste der koster ekstra er, hvis du vil tage en tur i skibets medbragte ubåd eller vil ud og flyve i en af de to helikoptere, der også er på skibet – ellers er alt andet inklusiv.

Når skibet drager ud på sin jomfrusejlads den 31. august 2018 bliver destinationen Middelhavet, men i løbet af det første år kommer Scenic Eclipse også til Antarktis, Sydamerika, De kanariske øer, De Norske Fjorde og Aktis.

Le Lapérouse & Le Champlain

13. juni 2018 & 11. oktober 2018

ponant le-champlain la-laperouse krydstogtnyhed 2018
Det franske krydstogtrederi, Ponant Cruises, der er forholdsvis ukendt for mange danskere, søsætter som eneste rederi i 2018 hele to nye krydstogtskibe: Le Lapérouse, der kommer til juni 2018 og Le Champlain, der kommer til oktober 2018.

Der er tale om såkaldte ekspeditionsskibe med plads til 264 gæster – altså noget mindre end hvad vi ser hos tilsvarende europæiske krydstogtrederier.

Noget af det mest innovative ombord på disse skibe, er den nye Blue Eye Lounge, der er en lounge under vandet. Den er udstyret med undervandskameraer og mikrofoner, så gæsterne kan nyde synet og lydene af livet under vandet.

Agter er skibene udstyret med en stor platform, der fungerer som både soldæk med nem adgang til marineudstyr og som platform, når gæsterne skal over i gummibådene.

Begge skibe har såkaldt isklassificering, hvilket vil sige at de har forstærket skrog, så de kan sejle i isfyldte farvande.

Le Lapérouse skal i sit første år sejle i Arktis, Mellemøsten, Asien, Afrika og Australien, mens søsterskibet Le Champlain skal sejle Europa, Nord- og Sydamerika, Aktis og Mellemamerika. Begge skibe vil især besøge unikke havne, som de store krydstogtskibe ikke kan besøge pga deres størrelse.

Mein Schiff 1

11. maj 2018

Mein Schiff 1 agter nyt krydstogtskib i 2018
Det tyske krydstogtrederi TUI cruises sidder ikke med hænderne i skødet, mens ærkerivalen AIDA ekspanderer.

Til maj 2018 kommer TUI’s nyeste satsning, Mein Schiff 1, der erstatter den nuværende Mein Schiff 1 fra 1996. Det overgår i øvrigt til Thomson Cruises i samme familie. Men TUI stopper ikke her. I starten af 2019 kommer Mein Schiff 2, der skal erstatte det nuværende skib af samme navn.

Mein Schiff 1 får plads til 2800 passagere og 1000 besætningsmedlemmer og dermed bliver skibet det største i den seks skibe store Mein Schiff-flåde.

Som på de andre Mein Schiff-skibe er gastronomien i højsædet og gæsterne kan fornøje sig i 12 restauranter og 15 barer. Temaet for Mein Schiff 1 bliver sport og fitness. Skibet er således udstyret med en 25 meter lang sports pool, indendørs gymnastiksal, 438 meter lang joggingbane med en stigning på knap 7% og et 2400 m2 spa- og fitness område.

Samtlige kahytter på skibet er blevet redesignet og 80 procent af dem er balkon-kahytter.

Mein Schiff 1 får sit navn ved en cermoni i Hamburg den 11. maj 2018 og derefter skal den sejle i Østersøen, Baltikum og det sydlige Norge. Efter september 2018 går turen til de kanariske øer og Maderia, hvor den vil være i vintersæsonen.