Krydstogt i Østersøen
Vi danskere behøver ikke rejse langt for at komme til en af verdens populæreste krydstogtdestinationer. Det bliver nemlig mere og mere populært at tage på krydstogt i Østersøen og hele Østersøregionen er i dag verdens 3. mest besøgte krydstogtdestination.
Og det er bestemt ikke uden grund.
Der er ikke mange steder i verden, der kan tilbyde smukke skærgårde, store bjerge, idylliske byer og fantastiske middelalderslotte kombineret med moderne byer og hovedstæder. Det hele samlet i ét krydstogt.
Vi talte for nogle år siden med et amerikanske par, der havde været på mere end 26 krydstogter over det meste af verden og de fortalte, at det bedste krydstogt de nogensinde havde været på, var et krydstogt i Østersøen med besøg i Danmark, Sverige og Rusland.
Lad os se på hvorfor dit næste cruise, skal være et krydstogt i Østersøen.
Derfor bør du tage et krydstogt i Østersøen
Jeg ved faktisk ikke om det er på grund af den korte afstand til starthavnen, det voksende udvalg af krydstogtskibe eller om det er de fantastiske destinationer, jeg skal slå mest på i dette afsnit, men faktum er, at de fleste af os danskere kun er få timers kørsel fra start-destinationen.
Langt de fleste Østersø-krydstogter begynder nemlig i København eller i de nordtyske havne, Hamburg, Kiel eller Warnemunde ved Rostock.
Nemmere bliver det ikke!
En kort køretur til et kæmpe udvalg af ruter
I sommerhalvåret 2017 begynder mere end 90 krydstogter til Østersøen fra den nye krydstogtterminal i Københavns Nordhavn, mens 36 krydstogter til Østersøen begynder fra Warnemunde, 15 krydstogter begynder i Kiel og et enkelt Østersø-krydstogt begynder fra Hamburg.
Dermed har du langt over 100 forskellige krydstogtruter til Østersøen at vælge imellem inden for en relativ kort køreafstand uanset hvor i Danmark du bor – og tro mig: Det er altså bare lettere, når man kan køre helt hen til krydstogtskibet.
En del af krydstogtskibene ligger ganske vist til både i København og en af de nordtyske byer, men alligevel er det et imponerende udvalg af ruter, du har at vælge imellem.
Find det krydstogtskib, der passer dig bedst
Den stigende popularitet som krydstogter i Østersøen oplever i disse år, betyder også, at krydstogtrederierne for alvor satser på regionen med nyere og flottere skibe.
Tidligere kunne man godt have fornemmelsen af, at det var de ‘halvgamle’ krydstogtskibe, der fik lov til at betjene os her mod nord, men det er bestemt ikke længere tilfældet og i dag kan du vælge og vrage mellem et hav af krydstogtskibe.
Uanset om du vil på krydstogt med de store skibe med mange aktiviteter, på et mere klassisk skib eller afsted med de mindre super luksuriøse skibe, der kan komme ind i de mindre havne, har du muligheden, når du tager på krydstogt i Østersøen.
Hvis du tager børnene med på krydstogt i Østersøen bør I overveje Disney Magic, der er som skabt til småbørnsfamilier, Norwegian Getaway, der har det største udvalg af aktiviteter for børn og unge eller Serenade of the Seas, der tilbyder Royal Caribbeans velkendte familieaktiviteter.
Er du mere til et romantisk krydstogt for to, bør I kigge nærmere på Regal Princess og HAL Zuiderdam.
Den ultimative luksus finder I som altid hos Seabourn Quest, Silver Whisper, Oceania Cruises, Seven Seas Explorer og Azamara Journey, der har flere ruter i Østersøen.
Og de prisbevidste bør kigger nærmere på MSC Fantasia og MSC Magnifica eller Costa Pasifica.
De bedste krydstogtdestinationer i Østersøen
Lad det være sagt med det samme: Antallet af anløbshavne i Østersøen er ikke nær så stor som i f.eks. Middelhavet.
De fleste krydstogter til Østersøen starter enten i København eller Nordtyskland og rammer gerne Stockholm eller Helsinki, Tallin i Estland og Sankt Petersborg i Rusland.
Der er selvfølgelig variationer, men det er de helt store krydstogtdestinationer i Østersøen.
Derudover er den norske hovedstad, Oslo, også et yndet mål ligesom Letlands hovedstad, Riga, også er begyndt at dukker op på flere ruter, sammen med Gdansk i Polen.
Sankt Petersborg er Østersøens perle
Et af højdepunkterne for krydstogter i Østersøen er, når krydstogtskibet kommer til Sankt Petersborg.
Ruslands næststørste by med op mod 6 millioner indbyggere er en af verdens flotteste byer og er næsten som et levende museum.
Blandt de absolut største seværdigheder i Sankt Petersborg er Kirken af Frelserens Spildte Blod med de karakteristiske løgkupler, Petershof paladset, Vinterpaladset ved Nevafloden, der ligger tæt på Peter og Paul fæstningen. Endelig er Sommerpaladset, der ligger 30 km fra selve Sankt Petersborg, også et must, når du er i Ruslands tidligere hovedstad.
Langt de fleste krydstogtruter i Østersøen anløber Sankt Petersborg og enkelte bliver liggende i hele to dage, så du rigtig kan nyde byen, der byder på kultur og arkitektur, som du ikke finder andre steder i verden.
Visumregler for krydstogt til Sankt Petersborg
Fordi du ankommer på et krydstogtskib, der ikke ligger i havnen mere end 72 timer og du overnatter på skibet, kan du komme fra borde i Sankt Petersborg uden russisk turistvisum, men KUN hvis du enten tager på en af de officielle udflugter som krydstogtskibet arrangerer eller hvis du selv booker en udflugt hos en af de officielle tourguides.
Mange tror, at det kun er de udflugter som krydstogtselskabet arrangerer, der giver visumfri adgang, men der findes flere uafhængige tourguides med den nødvendige licens til at vise dig rundt i byen. De er ofte meget billigere end at tage på krygstogtrederiets udflugter.
Der er selvfølgelig også den tredje mulighed, at du selv skaffer dig et turistvisum og udforsker Sankt Petersborg på egen hånd, men det er spørgsmålet om det er besværet værd for at ophold på 8-10 timer. Hvis du gerne vil se Sankt Petersborg på egen hånd kan vi henvise til byens egen trin-for-trin guide til at få et turistvisum HER.
Det bedste tidspunkt for krydstogt i Østersøen
Vejret i Østersøregionen ligner på mange måder vejret herhjemme i Danmark og derfor er krydstogtsæsonen i Østersøen også meget kort.
Selvfølgelig kan man tage på krydstogt om vinteren, men langt de fleste krydstogtskibe er bygget til varmere klima med mange aktiviteter på dækket. Derfor ligger alle Østersø-krydstogter i sommerhalvåret.
De første krydstogter begynder i slutningen af april og det sidste krydstogt finder sted i slutningen af september eller starten af oktober.
Højsæsonen for krydstogter i Østersøen er de tre sommermåneder juni, juli og august, hvor vejret er godt, og det er varmest. Det er også her du kan opleve de såkaldte ‘Hvide Nætter’ i Sankt Petersborg, der er en stor attraktion for mange, men måske ikke så stor for os danskere, der jo er vant til de ‘Lyse Nætter’.
Vores bedste bud på et godt tidspunkt for et krydstogt i Østersøen er maj måned, hvor foråret er godt i gang i regionen og det begynder at blive lunere. Udvalget af Østersø-krydstogter i maj er stort og der er knap så mange turister, som i de kommende måneder.
Priser på et krydstogt i Østersøen
Vi har også kigget på priserne for krydstogt i Østersøen og der er virkelig noget sparet, hvis du har mulighed for at tage på krydstogt i maj.
Priserne er indhentet den 21. marts 2017 og er per person i kahyt med balkon. Priserne er cirka-priser og er blot taget med, så du kan få et indtryk af prisudviklingen henover sæsonen.
[wpsm_comparison_table id=”4″ class=””]